Kombinationssæreje
Rigtig mange par, der ønsker at oprette en ægtepagt med særeje, vælger det såkaldte kombinationssæreje, der giver en rigtig god sikkerhed for begge parter både ved skilsmisse og dødsfald. Få lavet en ægtepagt med kombinationssæreje hos LRP Advokater, hvor vi kan rådgive jer bedst muligt ud fra jeres situation.
Opdateret: 4. august 2025
Hvad er kombinationssæreje?
Kombinationssærejet forener væsentlige punkter fra andre typer af særeje, henholdsvis skilsmissesæreje og fuldstændigt særeje.
Når I indgår en ægtepagt med kombinationssæreje indebærer det, som ved skilsmissesærejet, at jeres respektive formuer holdes udenfor deling i tilfælde af senere separation eller skilsmisse. I stedet kan I tage det, som I hver især ejer, med jer ud af ægteskabet, når I går fra hinanden.
Ved dødsfald fungerer kombinationssærejet ligesom ved fuldstændigt særeje for den længstlevende. Det indebærer, at længstlevende ægtefælle får fuldstændigt særeje over sin egen formue, imens førstafdødes formue bliver til delingsformue, som skal deles mellem livsarvinger (typisk børn) samt ægtefælle efter arveloven eller afdødes testamente. Længstlevende får boslod (50%) af afdødes formue.
Kombinationssæreje, når I har børn
En ægtepagt med kombinationssæreje kan være en stor fordel for længstlevende ægtefælle – især hvis en af jer har børn fra tidligere forhold. Er der kun fællesbørn, kan længstlevende som udgangspunkt sidde i uskiftet bo. Er der særbørn, kræver det deres samtykke, og ofte skal boet skiftes med det samme.
Kombinationssærejet ændrer ikke reglerne om uskiftet bo, men sikrer, at længstlevende beholder sin egen formue som særeje. Samtidig kan længstlevende få en stor del af afdødes formue, særligt hvis der også er oprettet testamente.
Ved dødsfald får længstlevende typisk halvdelen af afdødes formue som boslod. Resten fordeles som arv, hvor en del er tvangsarv til børnene, og resten – friarven – kan testamenteres til længstlevende. På den måde kan længstlevende samlet få en betydelig andel.
Eksempel på kombinationssæreje
Herunder finder du et eksempel på kombinationssæreje med udgangspunkt i, at afdøde efterlader sig en ægtefælle samt ét særbarn og to fællesbørn. Ægteparret har – ud over kombinationssærejet – oprettet testamente, hvor 75 % af friarven er tilgodeset længstlevende. Manden har en formue på 500.000 kr., og ægtefællen har en formue på 300.000 kr.
Da manden går bort, holdes ægtefællens 300.000 kr. uden for deling, da det er særeje. Manden efterlader sig dermed 500.000 kr., som bliver til delingsformue. Med kombinationssæreje deles beløbet i to: 250.000 kr. som boslod til ægtefællen og 250.000 kr., der udgør afdødes dødsbo og skal fordeles som arv.
Af de 250.000 kr. i dødsbo udgør 25 % tvangsarv = 62.500 kr. Denne deles ligeligt mellem ægtefællen og livsarvingerne, så ægtefællen får 31.250 kr., og børnene deler de resterende 31.250 kr. = 10.416,67 kr. til hvert barn. De resterende 187.500 kr. udgør friarven, som – jf. testamentet – fordeles med 75 % til ægtefællen og 25 % til børnene. Det svarer til 140.625 kr. til ægtefællen og 46.875 kr. til børnene = 15.625 kr. til hvert barn.
Samlet modtager ægtefællen:
250.000 kr. i boslod
- 31.250 kr. i tvangsarv
- 140.625 kr. i friarv
= 421.875 kr. i alt
Hvert af de tre børn modtager:
10.416,67 kr. i tvangsarv
- 15.625 kr. i friarv
= 26.041,67 kr. i alt
Få lavet en ægtepagt med kombinationssæreje
En ægtepagt med kombinationssæreje er en god løsning til jer, hvis I ønsker at holde jeres formuer adskilt i forbindelse med skilsmisse. Det kan blandt andet give mening i et scenarie, hvor den ene tjener væsentligt mere end den anden, eller hvor den ene part har særlige aktiver, som ikke ønskes delt, hvis i en dag går fra hinanden.
Kontakt os her, og lad os lave en ægtepagt målrettet netop jeres behov.