Nye muligheder for generationsskifte med udlejningsejendomme

Der har været meget snak om de nye regler for generationsskifte – men hvad betyder det egentlig i praksis? Tidligere var det næsten umuligt at overdrage udlejningsejendomme skattefrit til sine børn. Det skyldtes, at Skattestyrelsen ofte anså udlejning som en passiv investering, og derfor kunne man ikke benytte sig af såkaldt ”succession”, dvs. at børnene overtager virksomheden, uden at der skal betales skat med det samme.
 
Det har ændret sig nu. Udlejning kan nu anses som aktiv virksomhed, hvis du selv står for f.eks. udskiftning af lejere, vedligehold og administration. Du kan derfor overdrage selskaber med udlejningsejendomme skattefrit til dine børn, så længe udlejningen drives aktivt. 
 
Et konkret eksempel: En mor driver et marketingbureau som personlig virksomhed. Hun vil gerne sælge virksomheden og sikre, at hendes tre børn kan overtage værdierne uden at skulle betale skat her og nu. Hun omdanner derfor sin virksomhed til et ApS, sælger virksomheden og lader pengene blive i selskabet. Pengene bruges til at købe en udlejningsejendom, som mor selv administrerer. Hun kan nu overdrage ejendommen via succession. 
 
På denne måde sikres det, at der ikke er nogen skat ved omdannelse, og at salget beskattes i selskabet fremfor hos mor. Ejendommen skaber grundlag for skattefrit generationsskifte, og børnene overtager selskabet, og skat udskydes til den dag, de sælger.
 
Med de nye regler er det blevet meget nemmere at føre værdier videre til næste generation. Hvis du ejer en virksomhed eller ejendomme, er det måske nu, du skal kigge på dine muligheder. Vi er klar til at hjælpe dig.