Ny dom sætter spot på ledelsesansvar i udviklingsselskaber
🔎 Ny dom sætter spot på ledelsesansvar i udviklingsselskaber
🏢📊 Generelt om ledelsesansvaret i virksomheder
Efter selskabsloven har bestyrelse og direktion en pligt til at sikre en forsvarlig organisation af selskabet, herunder at kapitalberedskabet til enhver tid er tilstrækkeligt til at opfylde selskabets forpligtelser.
I praksis har domstolene traditionelt været tilbageholdende med at statuere ledelsesansvar og kun gjort det i tilfælde, hvor ledelsen klart har tilsidesat sine pligter – typisk ved fortsat drift på et tidspunkt, hvor selskabet reelt var insolvent, eller hvor der ikke forelå nogen realistisk udsigt til, at selskabet ville kunne opfylde sine forpligtelser.
Grundtanken har været, at domstolene ikke skal overtage ledelsens rolle, men alene efterprøve, om beslutningerne er truffet på et forsvarligt grundlag – ofte omtalt som the business judgment rule. Det betyder, at ledelsen som udgangspunkt ikke gøres ansvarlig for uheldige forretningsmæssige dispositioner, så længe beslutningerne er truffet loyalt, informeret og med behørig omhu.
En ny dom fra Østre Landsret viser imidlertid, at denne grænse i dag håndhæves mere restriktivt, og at ledelsen skal kunne dokumentere et reelt og forsvarligt kapitalgrundlag.
⚖️ Østre Landsret slår i BS-29984/2023-OLR fast – forventninger om finansiering er ikke nok
Østre Landsret afsagde den 1. september 2025 dom i en sag om ledelsesansvar i udviklingsselskabet Fenero Capital.
Selskabet blev stiftet med en kapital på 500.000 kr. med det formål at købe og udvikle en grund til ca. 800 mio. kr. og indgik en entreprisekontrakt på over 2 mia. kr. Projektet blev aldrig gennemført, og selskabet gik konkurs i 2019.
Kurator stævnede ledelsen (direktør og bestyrelsesmedlemmer) for de ubetalte rådgiverkrav på i alt 4,5 mio. kr. Landsretten fandt, at ledelsen havde handlet ansvarspådragende ved at drive selskabet uden et forsvarligt kapitalberedskab, og at ledelsen derfor hæftede personligt for de dokumenterede krav.
Rettens afgørelse blev begrundet med at, kapitalberedskabet alene bestod i uforpligtende tilsagn fra en investor om at tilføre likviditet, at der ingen skriftlige aftaler eller garantier forelå, at ledelsen vidste eller burde have vidst, at selskabet kun kunne betale sine forpligtelser, hvis investor faktisk valgte at tilføre midler, og at et fremlagt kontoudtog fra en bank i Monaco ikke var dokumentation nok for, at kapitalberedskabet bestod. Dette var på trods af, at selskabet havde lavet et budget, som løbende blev drøftet og justeret.
💡✅📝 Gode råd herfra
Dommen fra Østre Landsret slår fast, at det påhviler ledelsen i at selskab at sikre sig, at det fornødne kapitalberedskab i en virksomhed består. Gode råd herfra vil derfor være, at:
- Indgå skriftlige og bindende aftaler om kapitaltilførsel, inden selskabet forpligter sig økonomisk.
- Sørg for at selskabet har egen bankkonto og fuld kontrol med likviditeten.
- Etabler rutiner for løbende vurdering af kapitalberedskabet på bestyrelsesmøder.
- Dokumentér beslutninger og kapitalgrundlag, så det kan eftervises, at ledelsen handlede ansvarligt.
- Overvej altid worst case-scenarier: hvad sker der, hvis lovet finansiering udebliver?
👩⚖️👨⚖️📞 Få juridisk bistand hos LRP Advokater
Hos LRP Advokater har vi stor erfaring med rådgivning om ledelsesansvar og insolvens. Vi kan hjælpe med at vurdere din virksomheds økonomiske situation, rådgive om mulighederne for rekonstruktion og sikre, at du som leder overholder dine pligter. Du er altid velkommen til at kontakte os for en uforpligtende samtale.
Forfattere:
Lars Wind-Johannesen
D 79 25 30 32
Anna Lund Gram-Hansen
D 79 25 30 09