LRP Advokater har hjulpet et ægtepar med familiesammenføring, hvor de danske myndigheder ikke ville anerkende ægteskabet

Sagen omhandlede en dansk statsborger, der ønskede at blive familiesammenført med sin ægtefælle, der er somalisk statsborger. Ægtefællerne opfyldte tilsammen betingelserne for familiesammenføring, men de danske myndigheder ville ikke anerkende ægteskabet.

For at kunne opnå familiesammenføring skal det indgåede ægteskab være gyldigt i Danmark, hvor der er en række betingelser der skal være opfyldt. Først og fremmest skal ægteskabet være indgået efter gældende regler i vielseslandet og en myndighed eller person, der i det pågældende land er bemyndiget hertil, skal have foretaget vielsen. Endvidere skal begge parter være fyldt 18 år på vielsestidspunktet og begge skal have været til stede under vielsen. Det er op til den ægtefælle, som ønsker at komme til Danmark, at bevise ægteskabets gyldighed, hvilket gøres ved at dokumentere hvordan de førnævnte betingelser er opfyldt. LRP Advokater hjalp ægtefællerne med at fremskaffe den nødvendige dokumentation samt at få kontakt til en tolk, der kunne oversætte dokumenterne.

Har du brug for hjælp til familiesammenføring, så kontakt os for en uforpligtende snak herom. Vi sidder klar til at hjælpe dig på 79 25 30 00 eller mail@lrp.dk.