Medhold i Landsretten i principiel sag mod Banedanmark

Advokat Simone Bach Glavind har i dag fået frifundet en klient i en sag ved Vestre Landsret anlagt af Banedanmark. Sagen drejede sig om, hvorvidt en lodsejer havde vundet hævd på en del af Banedanmarks jernbaneareal ud for hans ejendom i Horsens. 

I februar 2024 blev der gennemført en skelforretning rekvireret af Banedanmark, hvor landinspektøren i sin afgørelse kom frem til, at lodsejeren havde vundet hævd på en del af jernbanearealet. Banedanmark besluttede herefter at indbringe sagen for domstolene, og som følge af sagens principielle karakter, blev den henvist til Landsretten som 1. instanssag.

Det fremgår af jernbanelovens § 28, at der ikke kan vindes hævd på arealer, der i matriklen er registreret som jernbanearealer. Bestemmelsen er en videreførelse af den tidligere gældende bestemmelse i lov om DSB § 52 a, stk. 2, der trådte i kraft den 1. juni 1988. 

Landsretten skulle derfor for det første tage stilling til, om der forud for den 1. juni 1988 kunne vindes hævd på jernbanearealer. Hvis dette er tilfældet, skulle Landsretten herefter tage stilling til om betingelserne for hævd i øvrigt er opfyldt. 

Det fremgår af Danske Lov 5-5-1 at man kan opnå ejendomsret til et areal ved hævd, hvis man altså har rådet over arealet i minimum 20 år. Derudover skal en række øvrige betingelser være opfyldt – betingelser som er fastlagt løbende i retspraksis.

Denne sag er den første af sin slags, idet der ikke tidligere er taget stilling til, om der før den 1. juni 1988 kunne vindes hævd over jernbarnearealer. Der har i den juridiske teori været tvivl om dette, bl.a. fordi adgangen til at vinde hævd i medfør af Danske Lov 5-5-1 er begrænset af om hævd vil være i strid med offentligretlig regulering. Spørgsmålet var derfor, om offentligretlig regulering er til hinder for, at der forud for den 1. juni 1988 kunne vindes hævd på et jernbaneareal.
Landsretten udtaler bl.a. følgende i deres begrundelse og resultat:

"Lov nr. 221 af 31. maj 1968 om statsbanerne indeholdt i § 60 en definition af, hvad der henregnes til statsbaneområdet, og i lovens § 61, stk. 1, var det bestemt, at ingen uden tilladelse må færdes eller lade dyr færdes på dele af statsbaneområdet, som ikke er åben for offentligheden. De områder, der i henhold til statsbanelovens § 60 henregnes til statsbaneområdet er bl.a. ”banelinje med tilhørende skråninger, banketter, grøfter, broer og andre anlæg”. 
….
Som nævnt var det areal, der er omtvistet i denne sag, i perioden fra i hvert fald 1950’erne og frem til efter 1988 placeret mellem et levende hegn, der grænsende op til selve baneområdet, og ejendommene. Området var således afskærmet fra selve baneområdet, og landsretten finder, at området efter sin karakter ikke kan henregnes til statsbaneområdet i den dagældende statsbanelovs § 60’s forstand. 
Der fandtes således forud for den 1. juni 1988 ikke offentligretlig regulering, der var til hinder for, at der kunne opnås ejendomsret ved hævd på det omtvistede areal…’’

Landsretten skulle herefter tage stilling til, hvorvidt betingelserne for hævdserhvervelse er opfyldt.

Under sagens forberedelse lykkedes det LRP Advokater at finde frem til en person med afgørende kendskab til ejendommens indretning, herunder intensiteten af brugen af arealet i 1960’erne. Derudover var der under sagen indhentet og fremlagt en lang række historiske luftfotos helt tilbage fra 1950’erne. 

Landsretten fandt herefter, at tidligere ejer af den omtvistede ejendom har rådet over arealet med den nødvendige intensitet i mere end 20 år forud for den 1. juni 1988. Vores klient er succederet i tidligere ejers ret, hvorfor vores klient dermed har vundet hævd over arealet. Landsretten tog derfor vores frifindelsespåstand til følge. 

Advokat Simone Bach Glavind er meget tilfreds med sagens udfald, idet Landsrettens begrundelse og resultat er meget klar; man kan godt have vundet hævd over jernbanearealer før lovændringen i 1988, hvis altså man har rådet over arealet i minimum 20 år.