Hjemgivelse
Opdateret: 15-04-2026
Hjemgivelse er et udtryk for, at et barn kommer hjem for at bo hos sine forældre efter en periode med anbringelse uden for hjemmet. Hjemgivelse sker, hvis myndighederne vurderer, at forældrene nu er i stand til at tilbyde så stabile og trygge rammer, at barnets udvikling og behov for omsorg kan varetages i hjemmet.
Hvad skal der til for, at et barn bliver hjemgivet?
Hjemgivelse kan ske efter både frivillig anbringelse og tvangsfjernelse. Det vigtige er, at en hjemgivelse vurderes gavnlig for barnets trivsel, og at forældrene er villige til at modtage opfølgende støtte i en periode efter hjemgivelsen. Det kan være i form af eksempelvis rådgivning, aflastning eller socialpædagogisk hjælp til at sikre, at overgangen fra anbringelse til at bo hjemme forløber trygt for barnet.
Ofte vil en hjemgivelse forløbe gradvist, hvor samvær med barnet øges over tid, indtil barnet har en stærk nok relation til forældrene til, at det giver mening at hjemgive barnet helt.
Både forældremyndighedsindehavere samt anbragte børn over 15 år har mulighed for at søge om hjemgivelse.