Ægtepagt om pension

Din, min eller vores pension? Pensionsopsparinger er et område, hvor der hurtigt kan opstå økonomisk ulighed mellem to parter i et ægteskab – især hvis ægteskabet senere ender i skilsmisse. Derfor vælger nogle par at få lavet en pensionsægtepagt, der stiller parterne mere lige i forhold til pension. Få lavet en ægtepagt om pensionsdeling hos LRP Advokater, og giv begge parter mulighed for en god alderdom.

Opdateret: 4. august 2025

Skal pension deles ved skilsmisse?

Modsat øvrig formue er sædvanlige og rimelige pensionsopsparinger som udgangspunkt ikke delingsformue og dermed ikke omfattet af formuefællesskabet. De tilhører den ægtefælle, der har opsparingen i sit navn, og skal derfor normalt ikke deles ved skilsmisse.

Har den ene ægtefælle dog indbetalt væsentligt mere til pension end, hvad der anses som rimeligt ud fra job, erfaring og uddannelse, kan den overskydende del blive delingspligtig.

Ønsker I at dele jeres pensioner ligeligt – uanset størrelse – kan I få en advokat til at udforme en ægtepagt om deling af pension ved skilsmisse. Så deles alt, hvad der er indbetalt til pension, 50/50, hvis I en dag går fra hinanden.

Hvorfor er en ægtepagt om pensionsdeling en god idé?

En ægtepagt om pensionsdeling kan være en god idé, hvis dig og din ægtefælle i perioder ikke har indbetalt det samme til pension. Det giver nemlig hurtigt en skæv fordeling, hvis den ene part på et tidspunkt har været nødsaget til at indbetale mindre – eller måske slet ikke har haft mulighed for at indbetale til pension. 

Måske har du eller din ægtefælle gået ledig, været på barsel eller passet børnene hjemme for en periode, og det har sat den ene parts pensionsopsparing mere eller mindre tilbage. Det kan gøre det ekstra sårbart, hvis ægteskabet en dag ophører, og den part, der har indbetalt væsentligt mere til pension end den anden, frit kan tage sin store pensionsopsparing med sig videre. Derfor finder mange det solidarisk at oprette en ægtepagt, der deler pensionerne lige eller på anden vis kompenserer den ægtefælle, der står med den laveste pensionsopsparing.  

Deling af pension – forskellige muligheder

Der er forskellige måder, I kan formulere en ægtepagt om pension på. Overordnet findes der følgende fire typer af pensionsægtepagter: 

  1. Ægtepagt om deling af samtlige kapital- og ratepensioner, I hver især måtte have
  2. Ægtepagt om deling af overskydende kapital- og ratepensioner
  3. Ægtepagt om deling af konkrete pensionsordninger, I selv vælger
  4. Ægtepagt om særeje, der kompenserer for den anden ægtefælles pensioner

 

1. Ægtepagt om deling af samtlige kapital- og rentepensioner

Har I begge udelukkende indbetalt til pension gennem kapital- og ratepensioner, kan det give mening, at I vælger at dele dem i tilfælde af senere separation eller skilsmisse. Denne type af ægtepagt er ligeledes relevant, hvis I har indbetalt til livsvarige rentepensioner ved siden af jeres kapital- og ratepensioner. Da rentepensioner med livsvarige ydelser ikke kan deles, vil den ene part dog oftest stå en smule stærkere end den anden, da der sjældent er indbetalt præcis det samme på denne ordning.

Eksempel: 

Manden har en ratepension på 3.000.000 kr., imens ægtefællens ratepension er på 1.700.000 kr. 

Parret bliver skilt, og fordi de har indgået en ægtepagt om lige deling af kapital- og ratepensioner, får de hver især 2.350.000 kr. i pensionsopsparing med sig fra skilsmissen. Hertil kommer eventuelle individuelle rentepensioner med livsvarige ydelser, der står udenfor deling. 

2. Ægtepagt om deling af overskydende kapital- og ratepensioner

Med en ægtepagt om deling af overskydende kapital- og ratepensioner, deles pensionerne ligeligt ud fra en beregning af den værdi, som den ene parts samlede pensionsordninger måtte overstige den anden parts med. Det kan være fordelagtigt, hvis I har flere forskellige typer af pensioner, herunder en kombination af ratepensioner og livsvarige rentepensioner, og I ønsker, at alle pensionsordninger skal indgå i beregningen af, hvad der skal deles.

Bemærk, at livsvarige rentepensioner lovmæssigt fortsat ikke er en del af delingen, men blot indgår i beregningen for, hvor meget af kapital- og ratepensionerne, der skal deles for at udligne misforholdet.  

Eksempel: 

Manden har en ratepension på 3.000.000 kr., imens ægtefællen har en livsvarig rentepension på 1.700.000 kr., der ikke kan deles. 

Ved skilsmisse holdes 1.700.000 kr. af mandens ratepension udenfor delingen (svarende til værdien af ægtefællens livsvarige rentepension). Dermed får parterne hver især 650.000 kr. med sig i pensionsopsparing fra skilsmissen, der skal lægges sammen med de 1.700.000 kr. hos hver, der står udenfor deling = i alt 2.350.000 kr. til hver.   

3. Ægtepagt om deling af konkrete pensionsordninger

Med denne type af ægtepagt om pension kan I selv vælge hvilke af jeres pensioner, der skal indgå i delingen i tilfælde af skilsmisse. Så længe der er lovhjemmel, kan alt fra kapital- og ratepensioner til SP-pensioner og indeksordninger indgå her. Ægtepagten omfatter både nuværende indestående samt fremtidige indskud og udbetalinger.  

4. Ægtepagt om særeje, der kompenserer for modpartens pensioner

I stedet for at lave en ægtepagt om deling af pensioner, kan I lave en ægtepagt, der bestemmer, at den ene part skal have særlige aktiver som sit særeje i tilfælde af skilsmisse. Aktiverne skal på den måde kompensere for den manglende lighed i pensionsværdi.

Bemærk, at det med denne løsning ikke er muligt at opnå 100 % økonomisk lighed, da det er umuligt at spå om værdien af kapital- og ratepensioner samt andre aktiver, når vi kigger langt ud i fremtiden. I vil dog være tættere på økonomisk lighed end uden en ægtepagt om pension ved hånden.   

Få rådgivning om pensionsægtepagter hos LRP Advokater

Hos LRP Advokater ved vi alt om udarbejdelse af ægtepagter, også omkring deling af pension ved skilsmisse. Kontakt os her for at booke et møde, hvor vi kan se nærmere på jeres muligheder.