Velkommen til Rasmus Salling – ny HR-chef hos LRP

Skrevet af

Ane Sørensen

LRP har for nyligt ansat Rasmus Salling i en nyoprettet stilling som HR-chef, hvor han, i tæt samarbejde med partnerne og administrationschef, Ellen Petersen, skal sikre fortsat udvikling af LRP. Rasmus har primært fokus på at sikre det fagligt høje niveau samt trivsel og samarbejde blandt LRP’s ca. 60 medarbejdere.

Det er en fornøjelse at arbejde sammen med mennesker, som er fagligt dygtige og passionerede. LRP er Horsens’ største advokatkontor med mange specialer samlet under ét tag. Men samtidig er huset ikke større, end at vi kender hinanden og kan samarbejde som et team,” siger Rasmus, der bor i Horsens sammen med sin hustru og parrets tre børn.

15 års HR-erfaring

Rasmus er oprindeligt bankuddannet, men har beskæftiget sig med HR i 15 år – først som underviser og konsulent hos Finanssektorens Uddannelsescenter i Skanderborg, senere som HR Partner i Jyske Bank i Silkeborg, hvor han, udover at stå for en række traditionelle HR-opgaver, var medansvarlig for bankens graduate- og trainee-uddannelsesforløb. Erfaringerne med uddannelse og udvikling kommer også fra en tid i Sydbank, hvor Rasmus arbejdede med netop dette fra hovedkontoret i Aabenraa. Nu tager Rasmus sine erfaringer fra tidligere stillinger med sig til LRP i Horsens.

“Det er vigtigt for mig, at LRP er en arbejdsplads, hvor faglig og personlig udvikling er i højsædet. God trivsel giver både værdi for vores medarbejdere og for vores klienter. Vi har også en særlig interesse i at have fokus på vores medarbejdere i uddannelses-/udviklingsforløb – som f.eks. vores advokatfuldmægtige (red. uddannelsesstilling, der strækker sig over tre år),” siger Rasmus og fortsætter:

“Målet er selvfølgelig, at vores advokatfuldmægtige bliver så dygtige som overhovedet muligt og udnytter deres fulde potentiale. Når vi ansætter en advokatfuldmægtig, er det fordi, vi tror på dem, og forhåbentligt både kan og vil de fortsætte som en del af LRP efterfølgende. Det gør sig også gældende på øvrige områder og niveauer i LRP.”

Fokus på den enkelte

Senest har Rasmus været ansat som HR-partner i KIRKBI og arbejdet direkte i og for en række af Kirk Kristiansen-familiens selskaber.

“I den stilling havde jeg med et bredt spektrum af medarbejdere at gøre. Der var både timelønnede, specialister, akademikere og ledere på mange niveauer. I den sammenhæng bliver det enormt tydeligt, hvordan HR-opgaven og medarbejderudviklingen skal tilpasses det enkelte menneske og organisation. Sådan er det også i et hus som LRP, hvor det er kombinationen af dygtige og erfarne sekretærer, sagsbehandlere og advokater, som løser opgaverne i fællesskab,” siger Rasmus og fortsætter:

“Det er vigtigt for mig, at alle LRP’s medarbejdere trives og udvikler sig – både i takt med virksomhedens ønsker og mål, men også med udgangspunkt i den enkeltes faglighed, drømme og ønsker.”

Stolthed og arbejdsglæde

Til trods for at det er en relativt korte periode, Rasmus har været en del af LRP, har han dannet sig et godt indtryk at virksomheden og de nye kollegaer.

“Medarbejdernes stolthed over at være en del af LRP er tydelig. Vi er ambitiøse, og samtidig er her er en god og sund tilgang til arbejdet, så vi også har succes på den lange bane. Socialt har det, pga. Covid-19, været svært at fastholde aktiviteterne i personaleforeningen mv., men vi er så småt i gang igen. Der bliver tid til hygge, aktiviteter og grin – også uden for arbejdstid,” lyder det fra HR-chefen, der er faldet godt til, og allerede er trukket i arbejdstøjet.

 

Rasmus Salling // HR-chef

D: 79 25 30 29

M: 25 32 14 18

E: ras@lrp.dk