Principiel afgørelse fra Højesteret – 15% -krav er ikke absolut
Tirsdag den 9. april 2024 afgjorde Højesteret den længe ventede sag om en skadelidt, der var blevet nægtet erstatning for tab af erhvervsevne i en periode, hvor hendes økonomiske tab ”kun” var 10,3%.
Kvinden kom i 2016 til skade med sin ryg i forbindelse med sit arbejde, og hendes erhvervsevnetab blev fastsat til 65%. På et tidspunkt blev hun ansat i flexjob, og hendes erhvervsevnetab var i den periode, hvor hun var på flexjob, opgjort til 10,3% efter de særlige regler i arbejdsskadesikringsloven om beregning af erhvervsevnetab for personer i flexjob. Ankestyrelsen fandt derefter, at kvinden ikke var berettiget til erstatning, idet det følger af arbejdsskadesikringslovens § 17, at der ikke ydes erstatning, hvis tabet af erhvervsevne er mindre end 15%.
Selvom reglen om 15% umiddelbart virker klar og tydelig, er grænsen ikke absolut. Det er nemlig set flere gange tidligere, at en skadelidt har fået erstatning, selvom der har været tale om et tab af erhvervsevne på mindre end 15%. Det skyldes, at man også har tilkendt erstatning i tilfælde, hvor den skadelidte har kunne påvise en klar og varig indtægtsnedgang.
Det omdiskuterede i denne sag var, om en indtægtsnedgang på 10,3% kunne anses som værende klar og varig. Højesteret konkluderede, ligesom både byretten og landsretten, at det afgørende kriterium efter forarbejderne til arbejdsskadesikringsloven er, om der foreligger et klart og varigt erhvervsevnetab. Højesteret udtalte samtidig, at der ikke er holdepunkter i forarbejderne for, at erhvervsevnetabet skal være tæt på 15%, for at kriteriet er opfyldt. Kvinden fik altså tilkendt erstatning for erhvervsevnetab, selv om indtægtsnedgangen ”kun” var 10,3%.
Idet arbejdsskademyndighedernes praksis ikke har levet op til Højesterets fortolkning, må det forventes, at den principielle afgørelse medfører genoptagelse af en lang række sager.
Sagen blev for Højesteret ført for skadelidte af Anders Bang Mønster Hansen og for Ankestyrelsen af Sanne H. Christensen.
Hvis du ønsker en vurdering af, om din sag kan genoptages, er du velkommen til at tage kontakt til os på tlf. 79 25 30 00. Vi har flere advokater, der er specialister i erstatningsret. Det koster ikke noget at ringe til os.