Bobestyrer
Et offentligt skifte af dødsbo håndteres altid af en bobestyrer. Bobestyreren udpeges af skifteretten, men det kan også være en bestemt advokat, som afdøde selv har udpeget i sit testamente – og i så fald skal skifteretten som udgangspunkt følge ønsket, uanset om vedkommende er autoriseret bobestyrer eller ej.
Opdateret 09-02-2026
Læs mere om bobestyrerens opgaver her og om fordelene ved at vælge skifte med bobestyrer frem for privat skifte, hvor I som arvinger selv står med mange af de praktiske og juridiske opgaver. Det kan være en stor belastning i en i forvejen sårbar tid.
Hvad er en bobestyrer?
En bobestyrer er en person, typisk med baggrund som advokat, der udpeges af skifteretten til at håndtere behandlingen af et dødsbo. Det er bobestyrerens opgave at sikre, at boet behandles efter de gældende regler. Det er bobestyreren, der er i dialog med arvinger, kreditorer og offentlige myndigheder, og som gør boet op og afslutter det, så arven kan blive fordelt korrekt.
Få mere viden om dødsbobehandling her.
Bobestyrerens opgaver
En bobestyrer står blandt andet for følgende opgaver i forbindelse med behandling af dødsbo:
- At finde frem til alle arvinger og indgå i løbende dialog med disse.
- At værdiansætte boets aktiver.
- At lave åbningsstatus, der er en oversigt over boets aktiver og passiver.
- At sikre korrekt betaling af gæld til kreditorer.
- At lave boopgørelse, der beskriver, hvordan boet er gjort op.
- At fordele arven korrekt til de rette personer.
Bobestyrer eller privat skifte?
Det kan være fristende at spare pengene til en bobestyrer og i stedet stå for det meste af dødsbobehandlingen selv. Det kan også sagtens lade sig gøre i tilfælde, hvor boet er forholdsvis ukompliceret, og arvingerne er enige om, hvordan boet skal forvaltes. Sådan forholder det sig langt fra altid, og så er det godt at lade en bobestyrer om at klare det administrative og støtte dialogen mellem jer arvinger, så I kan komme så nemt og gnidningsfrit gennem processen som muligt.
Vælger I alligevel et privat skifte, kan det være en god idé at have en advokat med på sidelinjen til at sikre, at det juridiske er helt på plads. Hos LRP hjælper vi jer gerne sikkert gennem processen.
Pris på bobestyrer via skifteretten
Hvad det koster at få lavet et offentligt skifte med en bobestyrer valgt af skifteretten kan variere meget. Det afhænger typisk af boets størrelse og kompleksitet. Omkostningerne til en bobestyrer ved dødsbo betales af boet og altså ikke af arvingerne selv. Omkostningerne omfatter dels en retsafgift og dels bobestyrerens salær samt eventuelle øvrige udgifter til eksempelvis vurdering, skatterådgivning eller ejendomshandel.
Hvornår er en bobestyrer især relevant?
En bobestyrer er særligt relevant, hvis:
- Arvingerne ikke kan blive enige om skifteformen eller om arvens fordeling.
- Boet vurderes insolvent. Det vil sige, at gælden i boet overstiger aktiverne.
- Der er usikkerhed om, hvem arvingerne er, eller en eller flere af arvingerne har bopæl udenfor Danmark.
Kan man vælge en bobestyrer i sit testamente?
Ja, det er muligt at få skrevet ind i dit testamente, at du ønsker en bestemt advokat som bobestyrer i forbindelse med behandlingen af dit bo den dag, du går bort. Skifteretten vil i langt de fleste tilfælde rette sig efter testamentet, medmindre der er forhold i boet, der taler imod det.
Har I spørgsmål?
En bobestyrer spiller en central rolle i behandling af et dødsbo, især når arvingerne ikke ønsker privat skifte, eller boet er så komplekst, at skifteretten vurderer, at der skal professionelle øjne på. Som alternativ til at betale for en bobestyrer eller stå alene med et privat skifte kan vi hos LRP bistå med juridisk rådgivning, der får jer godt igennem behandlingen af dødsboet fra start til slut. Tøv ikke med at kontakte os for en uforpligtende snak om jeres muligheder.