Rammeaftaler i kølvandet på Autoritá-dommen

Skrevet af

Er der en grænse for, hvor meget ordregiver må trække på en indgået rammaftale? Dette spørgsmål har været en del oppe at vende, efter EU-Domstolens dom af 19. december 2018 i sagen C-216/17.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offentliggjorde d. 21. august 2019 et notat med deres vurdering af hvilke konsekvenser dommen har for offentlige ordregivere. Den 13. november 2019 kom en opdateret vurdering fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der dog ikke har ændret ved deres holdning.

Nedenfor følger en kort gennemgang af dommen og vurderingen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Denne artikel omhandler udelukkende spørgsmålet om fastsættelse af en maksimal grænse i rammeaftaler.

 

Om sagen C-216/17

Dommen er EU-Domstolens svar på et præjudicielt spørgsmål fra den øverste forvaltningsdomstol i Italien. Sagen omhandlede en rammeaftale om renovation, indsamling og bortskaffelse af affald, som en regional sundheds- og socialmyndighed indgik med en sammenslutning af virksomheder.

EU-Domstollen skulle bl.a. tage stilling til, om det gamle udbudsdirektiv (2001/18) skulle fortolkes således, at det tillader indgåelse af en rammeaftale hvor,

  • mængden af de ydelser, som de ordregivende myndigheder, der ikke indgår rammeaftalen, kan bestille ved deres indgåelse af efterfølgende kontrakter baseret på denne rammeaftale, ikke er fastlagt eller er fastlagt ved henvisning til deres sædvanlige behov.

Ved besvarelsen udtalte EU-Domstolen, at de tiltrædende ordregivere skal fastlægge mængden af de ydelser, der kan bestilles ved efterfølgende kontrakter baseret på rammeaftalen, og at det i den forbindelse ikke er nok at henvise til ordregiverens sædvanlige behov. Såfremt ordregiver ikke fastlægger mængderne, er det efter EU-Domstolens opfattelse i strid med principperne om gennemsigtighed og ligebehandling.

EU-Domstolen begrundede bl.a. sin vurdering med, at rammeaftaler fra begyndelsen skal fastlægge den samlede maksimale mængde af varer eller tjenesteydelser, som kan blive genstand for efterfølgende kontrakter. Desuden begrundende de vurderingen med, at en ordregiver kun kan forpligte sig inden for grænserne af en bestemt mængde, og når denne grænse er nået, vil aftalen have udtømt sine virkninger.

I EU-Domstolen er det ikke helt klart, om der skal angives en maksimal mængde eller en maksimal værdi. Det er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vurdering, at det er tilstrækkeligt for ordregivere at fastsætte den maksimale mængde for de af rammeaftalen omfattede ydelser ved at angive en maksimal værdi af rammeaftalen. Det vurderes, at det er den samlede maksimale værdi, og ikke den maksimale værdi pr. ordregiver der skal angives.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer, at dommen har generel rækkevide, således at den har indvirkning på udbud efter Udbudsloven, Forsyningsvirksomhedsdirektivet og Forsvars- og sikkerhedsdirektivet. Ligeledes er det Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vurdering at dommen ikke kun har betydning for rammeaftaler, der er indgået af en ordregiver på vegne af flere ordregivere, som var den situation dommen omhandlede. Reglerne gælder også, i de situationer hvor der kun er én ordregiver på rammeaftalen, og for rammeaftaler med såvel en som flere leverandører, samt med og uden genåbning af konkurrencen.

Til sidst vurderer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at når den angivne maksimale værdi er nået, så har rammeaftalen udtømt sin virkning.

 

Hvad gør en ordregiver så nu?

Rammeaftaler bruges ofte, i de tilfælde hvor det er svært for ordregiver at fastsætte det eksakte behov for en ydelse. Det kan derfor synes urimeligt, at den maksimale værdi, man har angivet i udbudsbekendtgørelsen nu får den virkning, at det er grænsen for det maksimale træk på rammeaftalen.

Reglen om, at ordregiveren har et betydeligt skøn, når den forvente værdi fastsættes gælder fortsat. Skønnet skal være saglige begrundet, men der er trods alt en margin man kan være inden for. Men skønnet kan blive prøvet, og hvis man ikke har holdt sig inden for proportionalitets- og gennemsigtighedsprincippet fordi man fx har fastsat sin vurdering kunstigt højt, får det konsekvenser.

Ordregiver skal være opmærksom på, at ændringsreglerne også finder anvendelse på rammeaftaler. Man kan derfor godt ændre i en kontrakt, som følge af fx uforudsete forhold eller som følge af tydelige ændringsklausuler i kontrakten. En fremgangs måde kan derfor være, at indsætte ændringsklausuler eller optioner i kontrakten for yderligere træk på rammeaftalen.

Konsekvensen af domme er, at ordregiver er nødsaget til at have en forholdsvis stram styring med sine rammeaftaler og forbruget herpå. Såfremt man ikke har indført nogle optioner eller ændringsklausuler eller i øvrigt kan få forhøjelsen af rammeaftalen ind under lovgivningens ændringsbestemmelser, er ordregiver nødsaget til at iværksætte et nyt udbud, inden den maksimale værdi er nået og rammeaftalens virkning dermed er udtømt.

 

Klagenævnet for Udbud

Der verserer i øjeblikket sager hos Klagenævnet for Udbud, der er kommet i kølvandet af Autoritá-dommen. Det bliver spændende at se hvordan Klagenævnet har forholdt sig til dommen, og om de tiltræder Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vurdering af dommens rækkevide.

 

Kontakt LRP for sparing vedr. dine rammeaftaler.

Såfremt I har behov for vejledning i forhold til jeres rammeaftaler, står vi klar til at hjælpe jer. Vi kan bl.a. hjælpe med hvordan du konkret skal forholde dig til dommen, hvis du skal udbyde en rammeaftale, samt hvordan du skal håndtere de rammeaftaler du allerede har indgået.

Kontakt Susanne Bak Lerke på telefon 79253031 eller mail sub@lrp.dk